Nå, spænd selen — her kommer der en lang en.

Jeg er simpelthen blevet for fed til mit helbred. Ikke bare sådan “ups, jeg kan ikke passe mine yndlingsjeans”-fed, men sådan “min krop har startet en intern strejke”-fed. Jeg har galdesten, og blodsukkeret danser på vippen til prediabetes, som en lidt for kåd linedanser uden sikkerhedsnet.

Mine ben og arme gør ondt konstant pga. kronisk compartment syndrom — hvilket i praksis betyder, at mine muskler klemmer sig selv ihjel, hver gang jeg bevæger mig for hurtigt (læs: bevæger mig overhovedet). Og (TMI, men vi er jo ærlige her): Min mave er et dagligt realityshow mellem “Armageddon” og “Breaking Bad”.

Så. Jeg er startet på Saxenda — et vægttabspræparat, jeg har prøvet før med ret stor succes. Det er sådan et, man stikker sig med én gang om dagen, hvilket passer perfekt til mit nuværende bevægelsesniveau (lavt) og mit forhold til mad (kompliceret).

Jeg har i mange år taget medicin, der både binder fedt skruer op for sult og ophæver mæthed (ja, det er en fest). Resultatet? Min vægt har været som en rutsjebane i Tivoli – bare uden nogen, der styrede bremsen. Sidst jeg var på Saxenda, tabte jeg omkring 25 kilo (plus/minus, jeg kan ikke huske præcis – men lad os bare sige, at mine bukser klappede af begejstring).

Men nu er jeg ærligt talt træt. Træt af smerter, træt af at svede som en nyslået sauna, træt af at føle mig fanget i min egen krop. Så nu har jeg besluttet mig for at give den alt, hvad den kan trække.

Første uge er gået — og jeg har tabt 4,6 kilo! Det er så fedt (bogstaveligt talt). Jeg har ikke været fanatisk med kosten, bare lidt mere bevidst. Og jeg er så småt begyndt at lave øvelser igen. Baby steps — men stadig steps.

Mandag d. 3. november tog jeg Møf med i Kolding Storcenter. Hun kom op i en indkøbsvogn, og jeg tænkte “hvor slemt kan det være?” Svaret: meget slemt. Efter en times Bilka-ræs havde jeg ben som beton og ryg som en 90-årig bryggeriarbejder. Men hey, jeg fik, hvad jeg kørte efter — og lidt selvmedlidenhed oveni.

Morgenmaden består som regel af en proteinshake (fordi tygning er overvurderet), og min hellige morgenkaffe, selvfølgelig. Resten af dagen spiser jeg lidt, som jeg har lyst til — bare ikke alt, jeg har lyst til.

Jeg ved, jeg bliver nødt til at lave øvelser hver dag på sigt, så jeg starter stille. 

Jeg elsker www.workout.cool — det er et genialt koncept, der får mig til at føle, jeg træner med nogen, der ikke råber af mig. Seriøst, prøv at tjekke den ud.

Så ja — projekt “Maine Genfødt Deluxe Edition” er officielt i gang. Stay tuned — næste uge kan byde på både flere kilo væk og nye kreative bandeord over stramme benmuskler. Så håber jeg på at jeg bliver slank-ish.